Archives

Da jeg ikke længere ville af med bulimien, forsvandt den

”Stop! Lad nu være! Please! Lad så være Birgitte!” Tankerne kørte rundt i hovedet på mig og forsøgte at få mig til at handle anderledes, men der var ikke noget at gøre. Det var ikke længere mig, der bestemte. Jeg skammede mig over, at jeg ikke kunne styre mig selv og over det ulækre i de store mængder mad, jeg spiste med efterfølgende opkastninger. Jeg følte mig fortabt, magtesløs, alene og skræmt. Fuld af håbløshed, fortvivlelse og desperation. Jeg havde det som om, jeg var i helvede.

Bulimien havde taget kontrollen over mit liv. Jeg tænkte på mad hele tiden. Også når jeg var sammen med andre. ”Hvad skulle jeg købe på vej hjem?” Min sult, tomrummet i mig, var så altopslugende, at jeg kørte hjem fra mit arbejde midt i arbejdstiden uden at give min overordnede besked. Jeg måtte bare hjem og spise og det skulle være lige nu! Jeg var drevet af det, som så ud til at være sult efter mad. Det var dog en sult efter mig selv. Jeg havde mistet kontakten til mig selv. Jeg vidste simpelthen ikke længere, hvem eller hvad jeg var. Eller ”hvor” jeg var.

Ofte græd jeg, når jeg bagefter stod med fingeren i halsen. Jeg hadede mig selv og jeg hadede mit liv. Jeg endte i øvrigt med at blive indkaldt til et møde på mit job, da det selvfølgelig blev opdaget, at jeg ikke passede det. Jeg valgte at fortælle sandheden. Kort tid efter blev jeg langtidssygemeldt (jeg kom aldrig tilbage igen), da jeg blev indlagt på psykiatrisk afdeling. Jeg havde også en afhængighed til hash og alkohol og når jeg var fuld, var jeg begyndt at overveje at tage mit eget liv. Jeg ville gøre det ved at springe ud fra soltaget på 16. etage. Da jeg primært drak mig til blackouts, blev jeg bange for, at jeg ville springe uden egentlig at være bevidst om det og selvom mit liv føltes som et mareridt på det tidspunkt, var der tilsyneladende noget i mig, som ikke ønskede at dø.

Jeg havde altid klaret mig selv. Jeg havde ikke lært at række ud efter hjælp. Jeg anede simpelthen ikke, hvordan jeg skulle gøre. En aften drak jeg mig fuld, ringede til min søster og fortalte hende, at jeg ønskede at dø. Næste dag blev jeg indlagt. Det var en enorm lettelse ikke at være alene længere. At have åbnet døren til støtte udefra.

Jeg havde masser af venner. De kendte bare ikke til mit mareridt. ”Hvis du ikke kan, hvem kan så?” sagde en af mine venner efter min indlæggelse. En anden fortalte mig, hvordan hun altid havde beundret mig min styrke og min evne til at klare mig selv.

Efter indlæggelsen startede jeg i gruppeterapi med andre spiseforstyrrede. Mine ædeflip blev lidt mindre, smerten blev lidt mindre. Ikke så altopslugende. Jeg arbejdede flittigt med at finde en vej ud af bulimien. Mange ting hjalp og der skete hele tiden ændringer. Det altafgørende skridt til heling oplever jeg dog skete, da jeg begyndte at tillade mig selv ædeflippene. Jeg begyndte at ”beslutte” at tage et ædeflip og ”beslutte” at kaste op i stedet for at føle mig som et offer for det. Jeg vidste godt, at det var et mærkeligt valg at overspise og kaste op, men det gav mig en følelse af styrke og muligheder og okay-hed. Et eller andet sted var det jo mig, der valgte bulimien i stedet for at ringe til en ven og bede denne om støtte. Jeg kunne på daværende tidspunkt ikke styre, om bulimien var der eller ej, men jeg kunne bestemme, hvordan jeg ville forholde mig til den.

Når jeg var færdig med at spise og kaste op, gav jeg mig selv et klap på skulderen, aede min kind, kiggede mig selv i øjnene og sagde: ”Du er god nok Birgitte. Jeg elsker dig”. Det vækkede en omsorg for mig selv. Jeg blev blødere inden i.

Samtidig med at jeg fik en voksende accept af, at bulimien var en del af mit liv, gik der længere og længere tid imellem ”anfaldene”. Jeg kom til at holde mere af mig selv og blev derfor også venligere over for mig selv. Mindre destruktiv.

Jeg kæmpede ikke imod bulimien længere. Jeg hadede den ikke længere og jeg følte mig ikke længere som et offer for den eller som en fiasko på grund af den. På det tidspunkt var jeg stadig afhængig af hash og alkohol, men kærligheden i mig var begyndt at fylde mere og troen, på at jeg kunne få et virkelig godt liv fuld af glæde og lyst, var stigende.

For mig var vejen ud af bulimien, at jeg ikke længere behøvede at komme af med den. Det åbnede for en   voksende bevidsthed. En vågenhed. Jeg levede ikke længere så bevidstløst og automatisk. Jeg kom mere tilstede i mit eget liv. At det nu er cirka 20 år siden, at jeg har haft et ædeflip var ikke målet – men det er en dejlig sidegevinst ?

Tak fordi du læste med.

? Birgitte

Hvad sker der, hvis vi elsker der, hvor det er så nemt at hade?

Hvad manden i linket herunder, fortæller, gik lige i mit hjerte.

Gennem hans barndom har han lært, at kærlighed gør ondt. En af konsekvenserne af dette bliver, at han slår en kvinde og hendes barn ihjel. Moren/mormoren til kvinden og barnet har en klar grund til at hade ham, men det gør hun ikke. Hun bliver det menneske, som lærer ham, hvad kærlighed er ved at give ham kærlighed♥

Jeg kender ikke denne kvinde, men forestiller mig, at for at kunne elske på denne måde, må hun være fri af begrænsende forestillinger om, hvad der er rigtigt og forkert, hvad der burde og ikke burde ske og hvem der er værdige til at blive elsket og hvem der ikke er det. Den kærlighed hun formår at give til ham, vil hun også mærke i sit eget indre. Hvis hun hadede ham, ville det samme had fylde hende. Når hun mærker kærlighed til ham, vil hun kunne mærke kærlighed til sit barn og barnebarn på en mere fri måde. Hvis hun var fyldt op af had, ville der med stor sandsynlighed komme mere mudder i kærligheden, når hun tænkte på datteren og barnebarnet og det kunne forstærke følelsen af tab. Hendes kærlighed heler både hende selv og manden i videoen her. Det kan betyde, at der er en større sandsynlighed for, at denne mand den dag, han skal ud og leve blandt os andre igen, er mere hel og sund og derfor ikke fortsætter med at gøre skade på andre.

Jeg kan ikke vide noget som helst om hverken ham, hende eller virkningerne af hendes kærlighed, men jeg ved, at den kærlighed, jeg følte for min bror både før og efter han i en psykose slog vores mor og sig selv ihjel, har gjort det så meget nemmere for mig at komme hel igennem både tabene og måden jeg mistede dem på (se evt. mit tidligere blogindlæg: http://www.envejtilfrihed.dk/naar-det-vaerst-taenkelige-sker/). Ligesom det har gjort det nemmere for mine børn, som ikke har skulle opleve både at miste deres onkel og mormor og have en hadefuld og bitter mor.

Det ville have været så nemt at hade ham for mine tab af både ham og vores mor. Børnenes onkel og mormor. Og for den “tragedie”, som vi skulle leve videre med. Det var bare ikke det, som skete. Jeg så ikke et ondt menneske. Jeg så min meget dejlige bror med sit varme hjerte, som var ramt af en sindslidelse. Denne sindslidelse førte tilsyneladende til en handling, min bror aldrig ville have foretaget, hvis han havde hvilet i sit hjerte og i et klart sind. Kærlighed, forståelse og min vished om min brors godhed gjorde, at kærligheden til ham ikke forsvandt et øjeblik. Og når han dukker op i mit indre i dag, er det stadig kærlighed, jeg mærker.

Det er absolut ikke altid nemt at holde hjertet åbent i situationer som disse, men er det ikke værd at finde en vej til at åbne? En vej til at elske der, hvor vi plejer at hade? En vej hvor vi fordømmer mindre? En vej til frihed!♥

Min datter er min søn!

Min datter er min søn!

-Eller blev min søn født i en pige-/kvindekrop?

Han blev døbt et pigenavn. Nu hedder han Uffe. Uanset hans navn, hans køn og hans oplevelse af sig selv, har han min ubetingede kærlighed. Trods denne kærlighed har jeg dog til tider brug for at bearbejde nogle af mine følelser og tanker omkring hans transkønnethed

Da Uffe – som dengang var “en pige” – var 14 år, fik jeg at vide, at han forelskede sig i piger. Homoseksuelle har været en del af mit nære liv altid, så for mig har det altid været helt naturligt, at nogle forelsker sig i sit eget køn, nogle i begge køn og nogle i det modsatte køn. Derfor skulle jeg alligevel lige sluge, at det var min datter, der var homoseksuel. Mest fordi jeg lige skulle ændre lidt på mit indre billede af, at jeg på et tidspunkt skulle have en svigersøn. Jeg har 3 drenge i forvejen, så Uffe/”min datter” var min mulighed for svigersønnen.

Det kan også give flere udfordringer at være homoseksuel og da jeg ønsker mit barn det allerbedste, måtte jeg også lige tage ind, at hun ville møde udfordringer som heteroseksuelle slet ikke kender til.

Så bearbejdelsen handlede ikke om manglende accept eller kærlighed til mit barn, men om de billeder jeg havde skabt i mit hoved om en fremtid, som slet ikke eksisterede endnu og tilsyneladende heller ikke kom til det. I hvert fald ikke på den måde, jeg havde forestillet mig. Jeg undersøgte nysgerrigt alle de tanker, som dukkede op i mit sind og fandt kærligheden til min nye virkelighed. Min datter forelskede sig i piger.

For et par år siden blev det så klart for mig, at “min datter” følte sig som en dreng og ønskede at være en dreng og et år senere ændrede han sit navn til Uffe. Han oplevede nu sig selv som biseksuel. Så skulle der kigges på forestillinger igen. At “min datter” følte sig som en dreng, krævede mere bearbejdelse end, at “hun” var homoseksuel. Kærligheden til ham var den samme. Altid. I mit sind var det bare mere kompliceret. Der kom tanker om, at det vil være et svært liv for mit barn, at han vil møde meget fordømmelse og måske også ubehagelige oplevelser fra mindre åbensindede mennesker. Han vil aldrig kunne få en ”hel” mandekrop, så han kan opleve balance mellem krop og det køn, han føler sig som. Han vil kunne nærme sig det, men hans krop vil aldrig kunne blive som, hvis han var født dreng/mand. Det er stadig en træning for mig at sige ”han” og ”min søn”. Navnet Uffe sidder der næsten og dog så hører jeg pludselig mig selv kalde ham for hans tidligere pigenavn.

Der dukkede også billeder op af “min datter” som mor. Det var ikke noget, jeg havde gået og tænkt over, men da det gik op for mig, at jeg ikke ville blive mormor (det var jeg måske aldrig blevet alligevel), måtte jeg også favne denne forestilling og sige farvel til den. Forestillingen om mig som mormor, og “min datter” og jeg som både mor og datter og mødre sammen. Det var hende, jeg skulle tøsesnakke med. Ps! Hvem ved? Måske bliver jeg mormor. Jeg har stadig 3 børn, hvis fremtid jeg ikke kender;-)

Billeder som disse er uskyldige. De vil hverken Uffe eller mig noget ondt. Der, hvor de kan medføre smerte, er, hvis jeg holder fast i dem og tror, at de her billeder er virkeligheden. Hvis jeg tror, at de er rigtige og at Uffe nu har ødelagt det. Hvis jeg tror, at Uffe burde være en hun, at Uffe burde føle sig som en kvinde, så kommer der lidelse og jeg ville såre mit eget barn og mig selv.

Mit sind har haft mange tanker om, at jeg ved, hvad det her handler om og hvis bare Uffe lige kommer i balance inden i, så vil det ”gå over igen”. Men dette er kun tanker. I mit hjerte ved jeg, at jeg absolut intet ved om, hvordan det føles inde i andre. Slet ikke i en transkønnet. Jeg har tillid til, at Uffe ved bedst, hvad der sker i ham og det er egentlig ligegyldigt, hvad der sker i ham i morgen. Det er lige nu, der er vigtigt. At jeg kan møde ham hvert eneste øjeblik uden tanke for dagen i morgen eller for, om han er en hun eller en han. Det er kærlighed til både Uffe og mig selv og livet.

Undervejs har jeg talt med Uffe om, at jeg ind imellem har brug for tid til at fordøje hans transkønnethed. F.eks. kunne jeg ikke kalde ham Uffe i starten. Det gjorde ondt i mig, at jeg ikke formåede det, når nu det var Uffes ønske, men jeg blev også nødt til at lytte til det i mig, som havde brug for at vende sig til, at min datter er min søn. Jeg måtte have tid til at favne den sorg, der kom i forbindelse med, at skulle sige farvel til “min datter”. Uffe havde haft lang tid til at gå og bearbejde dette i sit indre, inden han blev til Uffe udadtil. Jeg havde også brug for tid. Det var vigtigt, at jeg gav mig selv pladsen til at finde min vej i det her.

Jeg tror, vi respekterer hinanden og vores veje hver især og jeg forestiller mig også, at Uffe ind imellem synes, jeg gør det på den ufede måde. Alene fordi jeg er hans mor;) Og det er faktisk helt okay.

Noget jeg også har måttet kigge på, har været min sårbarhed i forhold til andres fordomme. Vil nogen vurdere mit barn som ”forkert”? Som om ”noget” er gået galt? Vil de se ned på mit barn? Vil de have en masse meninger om mit barn, som de ikke har om andres børn? Denne sårbarhed er okay nu og det vigtigste er, at jeg finder fred med at være mor til en transkønnet. Til Uffe. Jeg ønsker at være helt uden fordomme – også overfor dem som fordømmer.

Jeg har en modig søn. Han har aldrig forsøgt at være som de andre, hvis det ikke føltes rigtigt. Han har hellere været alene end lavet sig om og det beundrer jeg ham for. Som de fleste mennesker ønsker han at blive elsket, men han opgiver ikke sig selv for det.

Uffe har ikke valgt at være transkønnet. Det har tilsyneladende valgt Uffe. Hvorfor vides ikke og det behøver heller ikke at vides. Det er absolut ikke kun nemt at skulle leve som transkønnet. Vi kan gøre det nemmere ved at åbne vores sind og vores hjerter for mennesker som Uffe. Vi behøver ikke at forstå dem. Måske forstår de ikke en gang selv, hvorfor de føler sig som det modsatte køn af det, kroppen viser. Vi kan bare være med dem, præcis som vi er med alle andre mennesker. Tage dem ind i vores hjerter og tillade dem at være dem, de er. Denne tilladelse vil åbne for tilladelsen til, at vi kan være dem, vi er.

Tak Uffe fordi du åbner mit sind og mit hjerte endnu mere. Din vej og dit mod gør min verden større. Jeg elsker dig min søn ♥

God dag til jer derude

Bare tag det roligt, Birgitte!

I dag skete der noget, som straks vækkede bekymring og stress i mig. Jeg fik en regning, som langt overstiger, hvad jeg tænker, jeg har mulighed for at betale. Jeg registrerede, at der kom nogle panik tanker: ”Jeg må gøre noget!”. Sindet kom med forskellige muligheder for handling, som blev født ud af frygt. ”Du kan gøre sådan og sådan og sådan eller måske kunne du…… Du kunne også…..” Alt sammen noget, der skulle sørge for, at jeg i en fart kom til at tjene flere penge eller fik færre udgifter.

Tidligere ville dette have ført til oplevelsen af stress, overfladisk vejrtrækning, anspændthed og en følelse af at skulle regne et eller andet ud hurtigt. Oplevelsen af at noget skulle fikses. Jeg ville ikke kunne mærke livsglæden kun anstrengelse og træthed. Måske ville det gå ud over mine omgivelser. Det samme pres som jeg kunne mærke indeni, ville jeg måske forsøge at lægge over på min mand med mine bekymrede og ”vi må gøre noget” tanker. Det kunne medfører en rigtig øv dag for familien. Mor – og måske far – i dårligt humør.

Det er også en mulighed, at jeg ville have sat nogle handlinger i gang fra dette stressede og forvirrede sted, som ikke ville være frugtbare. Måske nærmere det modsatte. Nedenunder alt dette ville jeg føle mig som et dårligt menneske over, at jeg overhovedet kunne havne i denne situation.

I dag blev bekymring og stress hurtigt afløst af en behagelig tilbagetrækning inden i. En klar følelse af at jeg absolut intet skulle gøre lige nu. Jeg behøvede ikke en gang tænke over, hvilke handlinger jeg kunne gøre. Jeg mærkede en dyb tillid til livet, trak vejret helt ned i bunden af kroppen og mærkede en rolig venten indeni. Der var helt stille. Det var som om en blid stemme hviskede: ”Du skal ingenting gøre Birgitte, medmindre der kommer en impuls fra stilheden i dit indre.” Jeg hvilede i en vished om, at min situation ville løse sig med eller uden min indblanding.

Jeg kunne iagttage ”de andres” stemmer i mit hoved: ”Du må da gøre noget Birgitte. Du kan da ikke bare gøre ingenting osv.” Hver gang mærkede jeg denne her blide tilbagetrækning indeni. En vågen tilbagetrækning. Absolut ikke af den dovne slags. Intenst nærvær, stilhed, fred og tillid. Ingen tanker om fremtiden. En fuldstændig overgivelse til det her øjeblik.

Herfra kan jeg nyde mine omgivelser og glædes over dem. Livet føles let og wauv og måske det vil medføre en glad dag for familien. Mor i godt humør. Hvis livet vil, at jeg skal handle, kan jeg gøre det udfra klarhed i stedet for stress og forvirring. Jeg mærker en stor ydmyghed over for livets perfekte måde at udfolde sig på.

Dette var min oplevelse i dag. I morgen kunne samme situation udvikle sig på en helt anden måde. Her er ingen regler. Ikke to øjeblikke som er helt ens. Livet er hele tiden friskt, når jeg er nysgerrig, åben og udforskende. For mig er dette frihed.

Hav en rigtig dejlig dag.

Kærlige hilsner

Birgitte

Alle følelser fortjener at blive mødt

Frihed er for mig at tillade alle følelser at komme og gå i deres helt eget tempo.

I mange år stræbte jeg efter at blive lykkelig på en måde, hvor jeg troede, at lykke betød, at jeg altid var glad, sprudlende og kraftfuld. Under denne stræben lå en frygt for alt det, som ikke føltes så rart: mindreværd, usikkerhed, vrede, sorg, ked af det hed osv. I dag elsker jeg at give plads til det hele. Alt er liv. Der er ikke nogle følelser, som er bedre end andre. Der er nogle, som kan føles mere rare end andre, men alle følelser fortjener – i mine øjne – at blive mødt og favnet.

Alle følelser er en bevægelse inden i. Bevægelsen kan føles dejlig eller smertefuld eller andet, men for mig er det en meget intim oplevelse at være nærværende med det, som er. Når der er følelser, jeg ikke vil mærke, begynder jeg at lide. Lidelsen kommer af min modstand. At forsøge at undgå at mærke en bestemt følelse kræver en masse energi og det fjerner mig fra øjeblikket. Jeg kan ikke både flygte og være nærværende og dog….. Det er faktisk muligt for mig at give plads til modstanden. Hvis jeg gør det, så er der igen bevægelse. Jeg lader omsorg og opmærksomhed favne min modstand og så bløder den op og jeg kan igen trække vejret dybt ned i maven og mærke intimiteten, kærligheden, nærværet.

Jeg er ikke mine følelser. En følelse er en lille bitte del af mig. Det mærkes, når jeg favner den og rummer den. Der kommer plads omkring følelsen. Oplevelsen af frihed. Hvis jeg identificerer mig fuldstændig med følelsen, fylder den det hele og det føles som om, jeg bliver følelsen. Jeg reagerer som om, jeg er følelsen og taler udfra følelsen. Hvis jeg for eksempel oplever en stærk frygt for noget og jeg er fuldstændig identificeret med denne frygt, så vil jeg opleve, at jeg ikke kan andet end at være bange. Jeg vil tale om det, jeg frygter og være overbevist om, at det jeg frygter, nok vil ske. Dette får frygten til at vokse og som oftest vil sindet så bygge flere frygtsomme tanker oven på den i forvejen voksende frygt. Det kommer til at føles som et fangeskab og ikke som frihed. Det kan komme til at føles som et helvede og som meget virkeligt. Vejen ud af dette er for mig at lave The Work på de tanker, som skræmmer mig. Jeg kan også vælge at sætte mig ned og trække vejret dybt og roligt og begynde at møde frygten. Jeg kan mærke den og tillade den uden at forfølge mine tanker om den.

For mig har det været lettest at starte med The Work og igennem undersøgelsen af mine tanker er evnen til at møde mine følelser blevet en gave, jeg ikke ville være foruden. Jeg bliver som en kærlig mor, der elsker sine børn – også når de er støjende, provokerende eller gør ting, som gør mig bekymret. Jeg tager kærligt og omsorgsfuldt imod mine følelser. Nogle farer videre med det samme og andre lægger sig i min favn og falder til ro.

Alt er her for at blive mødt og set. Jeg tror ikke på, at der er noget, som er her ved en fejltagelse. Så ville det ikke være her. Jeg er her i hvert fald for at være med det hele. Det føles ikke altid behageligt, men jeg er ikke på flugt og det er frihed. I tilladelsen af det som er, mærkes en fred, som ikke kan beskrives i ord. En fred fuld af liv. En uanstrengthed. En væren.

Ha’ en rigtig dejlig dag…..