Archive | marts 2015

Alle følelser fortjener at blive mødt

Frihed for mig er at tillade alle følelser at komme og gå i deres helt eget tempo. I mange år stræbte jeg efter at blive lykkelig på en måde, hvor jeg troede, at lykke var altid at være glad, sprudlende og kraftfuld. Under denne stræben lå en frygt for alt det, som ikke føltes så rart: mindreværd, usikkerhed, vrede, sorg, ked af det hed osv. I dag elsker jeg at give plads til det hele. Alt er liv. Der er ikke nogle følelser, som er bedre end andre. Der er nogle, som kan føles mere rare end andre, men alle følelser fortjener – i mine øjne – at blive mødt og favnet.

Alle følelser er en bevægelse inden i. Bevægelsen kan føles dejlig eller smertefuld eller andet, men for mig er det en meget intim oplevelse at være nærværende med det, som er. Når der er følelser, jeg ikke vil mærke, begynder jeg at lide. Lidelsen kommer af min modstand. At forsøge at undgå at mærke en bestemt følelse kræver en masse energi og det fjerner mig fra øjeblikket. Jeg kan ikke både flygte og være nærværende og dog….. Det er faktisk muligt for mig at give plads til modstanden. Hvis jeg gør det, så er der igen bevægelse. Jeg lader omsorg og opmærksomhed favne min modstand og så bløder den op og jeg kan igen trække vejret dybt ned i maven og mærke intimiteten, kærligheden, nærværet.

Jeg er ikke mine følelser. En følelse er en lille bitte del af mig. Det mærkes, når jeg favner den og rummer den. Der kommer plads omkring følelsen. Oplevelsen af frihed. Hvis jeg identificerer mig fuldstændig med følelsen, fylder den det hele og det føles som om, jeg bliver følelsen. Jeg reagerer som om, jeg er følelsen og taler udfra følelsen. F.eks. hvis jeg oplever en stærk frygt for noget og jeg er fuldstændig identificeret med denne frygt, så vil jeg opleve, at jeg ikke kan andet end at være bange. Jeg vil tale om det, jeg frygter og være overbevist om, at det jeg frygter nok vil ske. Dette får frygten til at vokse og som oftest vil sindet så bygge flere frygtsomme tanker oven på den i forvejen voksende frygt. Det kommer til at føles som et fangeskab og ikke som frihed. Det kan komme til at føles som et helvede og som meget virkeligt. Vejen ud af dette er for mig at lave The Work på de tanker, som skræmmer mig eller at sætte mig ned og trække vejret dybt og roligt begynde at møde frygten, mærke den og tillade den at være der uden at forfølge mine tanker om den. For mig har det været lettest at starte med The Work og igennem undersøgelsen af mine tanker er evnen til at møde mine følelser blevet en gave, jeg ikke ville være foruden. Jeg bliver som en kærlig mor, der elsker sine børn – også når de er støjende, provokerende eller gør ting, som gør mig bekymret. Jeg tager kærligt og omsorgsfuldt imod mine følelser. Nogle farer videre med det samme og andre lægger sig i min favn og falder til ro.

Alt er her for at blive mødt og set. Der er ikke noget, som er her ved en fejltagelse. Så ville det ikke være her. Jeg er her for at være med det hele. Det føles ikke altid behageligt, men jeg er ikke på flugt og det er frihed. I tilladelsen af det som er, mærkes en fred, som ikke kan beskrives i ord. En fred fuld af liv og uden stress og anstrengelse. En væren.

Ha’ en rigtig dejlig dag…..

 

At miste

Kære venner.

Det er lang tid siden, jeg har været her på bloggen. Næsten lige da jeg havde oprettet min hjemmeside og min blog, døde min meget kære søster efter to år med kræft. Jeg havde fulgt hende tæt. Efter hendes død var der meget at fordøje i forhold til hele forløbet og den sorg jeg følte ved at have mistet hende. Jeg var ked af det dybt ind i sjælen.
Jeg fortsatte med at facilitere i The Work, men bloggen her blev lagt lidt på hylden. At miste en som betød så meget for mig, ændrede noget i mig, som jeg havde brug for at integrere.

Næsten halvandet år efter ville livet, at jeg skulle miste min lige så kære mor og lige så kære bror. Deres død var helt uventet og måden de kom herfra på, var meget smertefuld for alle involverede. Det var på en af de måder, jeg kun havde læst om i aviserne. Det som aldrig sker for en selv. Min far var død 13 år tidligere, så jeg var den eneste, som var tilbage fra min “opvækst” familie. Min mormor døde året før min søster. Hun var den sidste bedsteforælder, der var tilbage. I mange år havde jeg arbejdet på, hvem jeg ville være uden min mentale historie (alle fortolkningerne, tanker om fortiden, fremtiden,vurderinger m.m.) og nu føltes det som om en stor del af min fysiske historie blev fejet af banen i løbet af kort tid. Jeg frygtede, det ville fortsætte.

Den sandhed, at vi skal miste alt, blev helt klar for mig. Det passer. Vi skal miste alt. Absolut alt. Det blev tydeligt, at jeg ikke kan hænge min lykke op på noget som helst omkring mig. Den gang oplevede jeg meget klart, at det eneste sted min lykke findes, er i mig.

I dag ved jeg ikke en gang, om det er sandt. Det eneste jeg har, er dette øjeblik og jo mere jeg hviler i dette nu, jo mere ubeskriveligt er det at være her. Jeg kan ikke en gang hænge min lykke op på det næste øjeblik. Det er lige nu, jeg kan være fri. Andet eksisterer ikke.

Jeg blev fyldt op af en stor ydmyghed over for livet. Det blev krystalklart for mig, at jeg ikke kan kontrollere/styre mit liv og mine omgivelser. Jeg havde fulgt mit hjerte i forhold til min mor og min bror og pludselig var de væk. Min verden brasede sammen.

Jeg kunne næsten ikke gå. Hvert åndedrag gjorde ondt. Det føltes som om, at jorden blev revet væk under mig og alligevel sagde jeg til min mand: “Det her skal vi igennem. Det skal ikke blive en sort, tung sky som hænger over vores familie. Vi skal fordøje tabene og chokket og så skal vi have det bedre end nogensinde før.”

Nu måtte den smertefulde del af min familiehistorie stoppe. Den skulle ikke leve videre i mine børn. Smerten føltes ubærlig og samtidig var der en klarhed og en styrke, som jeg tillægger alt den selvransagelse – især The Work -, jeg har lavet gennem mange år og kontakten til det i mig, som er bag alle tankerne om mit liv og hvordan det bør se ud. Det som rummer alle tankerne, men ikke er dem. Evnen til at være i mit hjerte i stedet for i mit hoved.

Jeg kunne ikke rumme at tænke et øjeblik frem. Hver gang jeg forsøgte, var der ingenting. Min mor og mine søskende var ikke længere en del af min fremtid og det var for meget for mit sind at rumme på det tidspunkt. Det eneste jeg kunne være med, var dette øjeblik. Det var rigeligt.

Jeg mærkede en stærk længsel efter at følge efter mine familiemedlemmer, men ville ikke forlade mine børn. Der var så meget smerte, jeg var rædselsslagen og følte mig meget alene, samtidig med at jeg mærkede stilheden inden i. Uanset hvor smertefuldt og ubehageligt det føltes i mig, var der en klar oplevelse af, at det eneste jeg kunne, var at tillade det hele at gå igennem mig og et sted inden i var det okay. Ikke godt – men okay. Jeg hverken ønskede eller formåede at flygte fra min situation. Jeg kunne godt mærke modstanden mod at acceptere min pludselige nye virkelighed, men modstanden blev set og tilladt og favnet. Jeg var på en gang fuld af kaos og fuld af klarhed. Jeg mærkede at følelser er energi og selvom energien på det tidspunkt føltes temmelig ubærlig, så mærkede jeg en dyb villighed til at give den lov til at være der.

Jeg kunne godt tro, at jeg ikke kunne rumme min virkelighed, men tanken: “Jeg kan ikke rumme det,” er kun en tanke. Jeg rummer altid det, som sker. Hvordan kan jeg andet? Jeg eksploderer jo ikke.

“The Work” levede sit helt eget liv i mig. De første 3 uger satte jeg mig ikke ned og faciliterede mig selv, men spørgsmål og svar skete i mig. Det var en stor støtte. Der kom nogle indsigter midt i smerten, som fortsat har stor indflydelse på den jeg er i dag. Jeg kunne uden anstrengelse mærke kærligheden i det skete trods det tilsyneladende tragiske. Kærligheden til mine familiemedlemmer var større end nogensinde og alt det jeg tidligere triggede på, faldt væk på et øjeblik og er ikke vendt tilbage siden. Der er en forståelse i mig, som gør, at der ikke har været noget at tilgive.

Det forvandlede min måde at se og være i livet på at miste så mange af mine allerkæreste. Også måden jeg mistede dem på har haft stor indflydelse på mit liv. Jeg har hverken dyrket eller undertrykt det, som skete. Alt har været velkomment. Jeg har sat tiden og pladsen af til at favne det. Mit fundament og min største støtte har været det, jeg er bag alle idéerne om, hvem jeg er og hvordan mit liv burde se ud. Den væren som altid er her. Min evne til at være med det, som er og virkelig favne det uden at stikke af. En anden væsentlig støtte har været kærligheden til min mor og mine søskende. Den har båret mig igennem de sværeste dage.

Uden min historie (alle mine tanker om det, som er sket, om fortiden og fremtiden) er jeg tættere på min mor, min far, min bror og min søster, end jeg var, da de var her i fysisk live og jeg var identificeret med min historie om dem og mig. Uden min historie er de lige her. Uden min historie føles det næsten som om, de er mig.

Jeg glæder mig over at være tilbage på bloggen og ser frem til at dele med jer:)

Jeg ønsker jer alle en rigtig dejlig dag:-)

Kun 10 minutters ‘work’

I tre dage havde jeg haft det rigtig skidt. Jeg følte mig trykket inden i. I dårligt humør. Jeg havde da noget, jeg var lidt irriteret over, men havde ikke lige tid til at ‘worke’ på det.

Da jeg skulle konfronteres med vedkommende, som jeg var irriteret på, kunne jeg ikke. Vreden væltede op i mig. Jeg skrev mine vrede sætninger ned og lavede The Work på en enkelt af dem. Jeg havde kun 10 minutter og selvom jeg har 15 års erfaring med The Work bliver jeg igen og igen overrasket over den forskel det gør i mit liv.

På 10 minutter vendte mit humør fra stærk vrede og fastlåsthed til glæde og muligheder. Mit sind åbnede sig og mit liv føltes igen let og wauv. Tre dages dårligt humør blev opløst på få minutter.

smileyBirgitte

Hvem ville du være uden din historie?

Til min 40 års fødselsdag var jeg så priviligeret at flere venner og familiemedlemmer holdt taler for mig og havde lavet sange til mig. Under en tale eller en sang hvilede de flestes øjne på mig. Denne opmærksomhed har tidligere gjort mig lidt nervøs og selvcentreret. “Hvordan skal jeg se ud?” “Puha, nu begynder smilet at stivne.” “Dejligt, at alle hører det om mig.” Osv.

Denne gang hørte jeg en stemme inde i mit hoved spørge:”Hvem ville jeg være lige nu uden min historie?” Og så slappede jeg af. Fuldstændigt. Glemte mig selv. Lyttede og nød alles ord til fulde.  Stemmen kom hver gang, jeg begyndte at blive lidt anspændt eller anstrengt.

Det gjorde, at jeg fik den bedste fødselsdag nogensinde. Jeg følte mig fri og glad og taknemmelig indeni. Jeg følte mig rig med en familie og en vennekreds som min.

Stemmen kom, fordi The Work er så integreret i mig, at selv når jeg ikke gør noget for at huske spørgsmålene, kommer spørgsmålene for at minde mig om dem:-) Og svaret kommer med det samme i form af selvforglemmelse, indre ro og glæde. Jeg bliver nærværende og kan tage øjeblikket ind og nyde det.

På en cykelferie for et par år siden i de jyske bakker, havde jeg cykeltasker på bagagebæreren samt alt, hvad bagagebæreren ellers kunne rumme. Jeg havde en stor cykelvogn bag på cyklen med to børn i og alt den bagage, som overhovedet kunne være der. Min cykel var ikke nogen super cykel og havde ikke nogle meget lette gear. Det var kun 7 måneder siden, jeg havde født mit barn nummer 4:-)

Når vi kørte op af de seje bakker og dem er der mange af i det jyske, kom spørgsmålet:”Hvem ville jeg være lige nu uden min historie?” Svaret gjorde mig høj. Før spørgsmålet kunne jeg næsten ingen vegne komme. Det føltes hårdt og øv og jeg overvejede at hoppe af og trække op, men det var ingen løsning, da cyklen var endnu sværere at trække op. Når spørgsmålet kom, fik jeg øjeblikkeligt fornyede kræfter. Det var overhovedet ikke hårdt. Det var let og sjovt.

Jeg kan ikke forklare, hvordan der kan ske dette skift fra at tro, at jeg aldrig kommer op og det virkelig føles sådan og så til at føle mig som en fri fugl uden nogen følelse af forhindringer. Den eneste forskel er, at på den første måde tror jeg på historien om, at det er hårdt og jeg ikke kan klare det og på den anden måde identificere jeg mig ikke længere med nogle historier om turen op af bakke, men tager bare et øjeblik af gangen.

Hvem ville du være lige nu uden din historie?

Birgitte

 

Min far var alkoholiker. Er det sandt?

Nogle af de historier vi har om os selv, er blevet en stor del af vores identitet og det kan føles enormt skræmmende blot at overveje ikke længere at identificere os med noget, som vi har fået stor opmærksomhed på, som vi har kunnet give skylden for vores adfærd og som vi tror, gør os til den, vi er i dag.

En af mine historier er, at jeg er barn af en alkoholiker. En voldelig alkoholiker. Og selvfølgelig var det en barndom med meget smerte. Især da jeg ikke havde The Work eller lignende den gang;-) Men det er også en af de historier, som jeg bruger til at føle, at jeg er noget specielt. Alt det jeg har været igennem.

At undersøge en historie og ‘risikere’ at den slipper grebet i os, kan gøre os bange for, at vi bliver til ingenting eller at vi ikke længere kan få det, som identifikationen med historien har givet os og derfor kan det være mere trygt at gå igennem livet uden at undersøge vores historier og overbevisninger.

Min erfaring er, at det er mere trygt at leve uden mine historier og identifikationer. Jeg mærker frygten for, at en ‘vigtig’ historie slipper mig og i dag ved jeg, at det er okay, at frygten kommer. Den må godt være der og min længsel er, at bevæge mig gennem undersøgelsen alligevel.

De ‘store’ historier i vores liv kræver mere end en enkelt undersøgelse, fordi de har fået indflydelse på vores liv på mange forskellige måder. Vi må undersøge dem bid for bid, sætning for sætning. Og hver undersøgelse bringer større frihed, større indre fred.

“Min far var alkoholiker”

1) Er det sandt, at min far var alkoholiker?

Jeg lukker øjnene og venter på et svar. Jeg lytter ikke til den første automatiske stemme, som siger: “Ja, selvfølgelig var han det. Det ved vi jo. Han drak jo hele sit liv.” “Se den pris han betalte,” osv.

Når jeg gør det, kommer tvivlen. Min far var alkoholiker. Er det sandt? Han drak meget ja. Jeg ved ikke, om han altid drak, når jeg ikke var der. Jeg ved ikke, om han var afhængig eller om han bare valgte at leve på den måde.

Så jeg ved ikke med sikkerhed, om min far var alkoholiker, når jeg mærker efter indeni.

2) Kan jeg virkelig vide, at det er sandt, at min far var alkoholiker?

Det kan jeg så ikke nej.

3)Hvordan reagerer jeg, når jeg tænker tanken, min far var alkoholiker?

Jeg bliver ked af det. Føler mig som et offer. Føler mig begrænset. Der følger en række ubehagelige billeder med. Billeder af min far som fuld. Ubehagelige ting som skete, når han var fuld osv. Tanken: “min far var alkoholiker,” laver også et meget begrænset billed af ham. Med den tanke, så husker jeg ham som fuld eller med en øl foran sig eller med tømmermænd. Det er som om, jeg ikke kan se resten af ham. Han bliver et meget ‘lille’ menneske med den tanke. Som om han ikke var andet. Jeg mærker afstand mellem ham og mig.

Min verden bliver mindre med den tanke. Jeg er ikke helt nærværende, fordi jeg er i min historie og bruger energi på at holde den fast. Det føles sørgeligt, når jeg har tanken. Jeg ser også min mor og mine søskende som ofre. Som nogle det er synd for. Jeg ser ikke deres styrke, men som nogle der har haft et hårdt liv.

Så tanken fører en masse andre tanker med sig, som jeg kan undersøge. Bl.a. “Min mor og mine søskende har haft et hårdt liv. “De er ofre.” “Min far var altid fuld.” Osv.

4) Hvem eller hvad ville jeg være uden tanken, min far var alkoholiker?

Med det samme mærker jeg en dyb dyb kærlighed til ham. Jeg tager ham ind. Jeg smelter sammen med ham. Jeg får lyst til at holde om ham. Lægge hans hoved ved min skulder og give ham min kærlighed. Uden tanken respekterer jeg ham mere som et helt menneske. Med tanken ser jeg ned på ham og bliver uægte over for ham. Uden tanken lytter jeg til ham, ser ham og er i øjenhøjde med ham.

Når jeg ser tilbage på oplevelser sammen med ham og kigger på, hvem jeg ville være uden tanken om, at han var alkoholiker, ser jeg, at jeg bevarer roen indeni uanset, hvad han gør. At jeg bevarer min sunde fornuft. Jeg bliver ved med at elske ham. Måske ville jeg ind imellem vælge at forlade rummet, han var i, men med kærlighed i hjertet. Jeg ville ikke være vred, såret, skuffet eller andet. Det føles primært som om, jeg ville blive og elske ham.

Jeg får fornemmelsen af at møde den del af min far, som ikke var beruset. Ligesom jeg kan møde mig selv bag min historie, er det som om, jeg uden tanken møder min far bag hans fuldskab.

Uden tanken mærker jeg fred indeni. Jeg bliver større. Min verden åbner sig. Hvis jeg i dag levede mit liv helt uden den tanke, at min far var alkoholiker, så ville jeg bedre kunne tage livet ind. Jeg bliver mere rummelig. Jeg bliver nærværende. Jeg oplever, at jeg bliver et med livet. Tanken/historien adskiller mig fra livet. Uden tanken er der ingen adskillelse. Jeg er fri til at leve ud fra dette nu. Jeg bliver mere mig. Den eller det jeg virkelig er.

Uden tanken får jeg lyst til at give opmærksomhed og omsorg, i stedet for at søge den.

5) Vend tanken om: “Min far var alkoholiker”

“Min far var ikke alkoholiker.”

Kunne det være lige så sandt eller mere sandt? Kan jeg give nogle eksempler på det?

Det kunne være lige så sandt.

1) Jeg ved jo kun, hvor meget han drak, når jeg var sammen med ham. Alt andet er noget, jeg bare har valgt at tro på eller har hørt fra andre.

2) Måske valgte han at drikke, fordi det gjorde ondt indeni eller bare fordi, han elskede det. Måske var det ikke en fysisk afhængighed.

3) Mit tredie eksempel er, at jeg bare kan mærke indeni, at jeg ikke ved det med sikkerhed.

Når jeg laver sådan en undersøgelse her, så bliver jeg helt i tvivl om, hvad en alkoholiker er. Det er det, som sker, når jeg ofte undersøger min overbevisninger. Flere og flere historier falder fra hinanden. Det er som om, der ikke er noget, som er sikkert og den usikkerhed viser sig at være frihed. Så er alt muligt. Jeg kommer i kontakt med den ægte tryghed, som er bag historierne. Det som føles trygt er, at jeg kommer i kontakt med det, som jeg virkelig er. Jeg er nemlig ikke mine historier. Det er i hvert fald min erfaring.

Måske er det sådan, at vores behov for etiketter, for kontrol, har gjort, at vi har valgt at kalde én, som drikker meget for en alkoholiker. Så har vi en kasse til den slags mennesker.

Kan jeg vende tanken om på en anden måde?

“Jeg var alkoholiker.”

Kunne det være lige så sandt eller mere sandt?

Absolut lige så sandt. Jeg har været ædru i 16 år nu efter 14 år med masser af alkohol, værtshusbesøg og drukture som var ude af kontrol og som kunne vare i flere dage. Jeg ‘elskede’ alkohol fra min første brandert og drak mig igen og igen til blackouts.

Jeg forsøgte i 10 år med jævne mellemrum at stoppe eller styre det, men kunne ikke.

Så det er i hvert fald lige så sandt og det er den del, som er vigtig for mig. Det er den del, jeg kan gøre noget ved og har gjort noget ved.

Så hvilken historie har du holdt fast i i mange år, som er klar til at blive undersøgt?

Lav undersøgelsen for dig selv, eller del den med os andre her.

Husk altid at skrive svarene ned, når du laver The Work med dig selv. Ellers er der stor chance for, at tankerne løber afsted med dig, så du mister fokus. At skrive det ned, støtter til at holde fokus – også når noget ‘kommer for tæt på’.

Hav en rigtig god lørdag.

Kærlige tanker

Birgitte.