At miste

Kære venner.

Det er lang tid siden, jeg har været her på bloggen. Næsten lige da jeg havde oprettet min hjemmeside og min blog, døde min meget kære søster efter to år med kræft. Jeg havde fulgt hende tæt. Efter hendes død var der meget at fordøje i forhold til hele forløbet og den sorg jeg følte ved at have mistet hende. Jeg var ked af det dybt ind i sjælen.
Jeg fortsatte med at facilitere The Work, men bloggen her blev lagt lidt på hylden. At miste en som betød så meget for mig, ændrede noget i mig, som jeg havde brug for at integrere.

Næsten halvandet år efter ville livet, at jeg skulle miste min lige så kære mor og lige så kære bror. Deres død var helt uventet og måden de kom herfra på, var meget smertefuld for alle involverede. Det var på en af de måder, jeg kun havde læst om i aviserne. Det som aldrig sker for en selv. Min far var død 13 år tidligere, så jeg var den eneste, som var tilbage fra min “opvækst” familie. Min mormor døde året før min søster. Hun var den sidste bedsteforælder, der var tilbage. I mange år havde jeg arbejdet på, hvem jeg ville være uden min mentale historie (alle fortolkningerne, tanker om fortiden, fremtiden,vurderinger m.m.) og nu føltes det som om en stor del af min fysiske historie blev fejet af banen i løbet af kort tid. Jeg frygtede, det ville fortsætte.

Den sandhed, at vi skal miste alt, blev helt klar for mig. Det passer. Vi skal miste alt. Absolut alt. Det blev tydeligt, at jeg ikke kan hænge min lykke op på noget som helst omkring mig. Den gang oplevede jeg meget klart, at det eneste sted min lykke findes, er i mig.

I dag ved jeg ikke en gang, om det er sandt. Det eneste jeg har, er dette øjeblik og jo mere jeg hviler i dette nu, jo mere ubeskriveligt er det at være her. Jeg kan ikke en gang hænge min lykke op på det næste øjeblik. Det er lige nu, jeg kan være fri. Andet eksisterer ikke.

Jeg blev fyldt op af en stor ydmyghed over for livet. Det blev krystalklart for mig, at jeg ikke kan kontrollere/styre mit liv og mine omgivelser. Jeg havde fulgt mit hjerte i forhold til min mor og min bror og pludselig var de væk. Min verden brasede sammen.

Jeg kunne næsten ikke gå. Hvert åndedrag gjorde ondt. Det føltes som om, at jorden blev revet væk under mig og alligevel sagde jeg til min mand: “Det her skal vi igennem. Det skal ikke blive en sort, tung sky som hænger over vores familie. Vi skal fordøje tabene og chokket og så skal vi have det bedre end nogensinde før.”

Nu måtte den smertefulde del af min familiehistorie stoppe. Den skulle ikke leve videre i mine børn. Smerten føltes ubærlig og samtidig var der en klarhed og en styrke, som jeg tillægger alt den selvransagelse – især The Work -, jeg har lavet gennem mange år og kontakten til det i mig, som er bag alle tankerne om mit liv og hvordan det bør se ud. Det som rummer alle tankerne, men ikke er dem. Evnen til at være i mit hjerte i stedet for i mit hoved.

Jeg kunne ikke rumme at tænke et øjeblik frem. Hver gang jeg forsøgte, var der ingenting. Min mor og mine søskende var ikke længere en del af min fremtid og det var for meget for mit sind at rumme på det tidspunkt. Det eneste jeg kunne være med, var dette øjeblik. Det var rigeligt.

Jeg mærkede en stærk længsel efter at følge efter mine familiemedlemmer, men ville ikke forlade mine børn. Der var så meget smerte, jeg var rædselsslagen og følte mig meget alene, samtidig med at jeg mærkede stilheden inden i. Uanset hvor smertefuldt og ubehageligt det føltes i mig, var der en klar oplevelse af, at det eneste jeg kunne, var at tillade det hele at gå igennem mig og et sted inden i var det okay. Ikke godt – men okay. Jeg hverken ønskede eller formåede at flygte fra min situation. Jeg kunne godt mærke modstanden mod at acceptere min pludselige nye virkelighed, men modstanden blev set og tilladt og favnet. Jeg var på en gang fuld af kaos og fuld af klarhed. Jeg mærkede at følelser er energi og selvom energien på det tidspunkt føltes temmelig ubærlig, så mærkede jeg en dyb villighed til at give den lov til at være der.

Jeg kunne godt tro, at jeg ikke kunne rumme min virkelighed, men tanken: “Jeg kan ikke rumme det,” er kun en tanke. Jeg rummer altid det, som sker. Hvordan kan jeg andet? Jeg eksploderer jo ikke.

“The Work” levede sit helt eget liv i mig. De første 3 uger satte jeg mig ikke ned og faciliterede mig selv, men spørgsmål og svar skete i mig. Det var en stor støtte. Der kom nogle indsigter midt i smerten, som fortsat har stor indflydelse på den jeg er i dag. Jeg kunne uden anstrengelse mærke kærligheden i det skete trods det tilsyneladende tragiske. Kærligheden til mine familiemedlemmer var større end nogensinde og alt det jeg tidligere triggede på, faldt væk på et øjeblik og er ikke vendt tilbage siden. Der er en forståelse i mig, som gør, at der ikke har været noget at tilgive.

Det forvandlede min måde at se og være i livet på at miste så mange af mine allerkæreste. Også måden jeg mistede dem på har haft stor indflydelse på mit liv. Jeg har hverken dyrket eller undertrykt det, som skete. Alt har været velkomment. Jeg har sat tiden og pladsen af til at favne det. Mit fundament og min største støtte har været det, jeg er bag alle idéerne om, hvem jeg er og hvordan mit liv burde se ud. Den væren som altid er her. Min evne til at være med det, som er og virkelig favne det uden at stikke af. En anden væsentlig støtte har været kærligheden til min mor og mine søskende. Den har båret mig igennem de sværeste dage.

Uden min historie (alle mine tanker om det, som er sket, om fortiden og fremtiden) er jeg tættere på min mor, min far, min bror og min søster, end jeg var, da de var her i fysisk live og jeg var identificeret med min historie om dem og mig. Uden min historie er de lige her. Uden min historie føles det næsten som om, de er mig.

Jeg glæder mig over at være tilbage på bloggen og ser frem til at dele med jer:)

Jeg ønsker jer alle en rigtig dejlig dag:-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.