Min far var alkoholiker. Er det sandt?

Nogle af de historier vi har om os selv, er blevet en stor del af vores identitet og det kan føles enormt skræmmende blot at overveje ikke længere at identificere os med noget, som vi har fået stor opmærksomhed på, som vi har kunnet give skylden for vores adfærd og som vi tror, gør os til den, vi er i dag.

En af mine historier er, at jeg er barn af en alkoholiker. En voldelig alkoholiker. Og selvfølgelig var det en barndom med meget smerte. Især da jeg ikke havde The Work eller lignende den gang;-) Men det er også en af de historier, som jeg bruger til at føle, at jeg er noget specielt. Alt det jeg har været igennem.

At undersøge en historie og ‘risikere’ at den slipper grebet i os, kan gøre os bange for, at vi bliver til ingenting eller at vi ikke længere kan få det, som identifikationen med historien har givet os og derfor kan det være mere trygt at gå igennem livet uden at undersøge vores historier og overbevisninger.

Min erfaring er, at det er mere trygt at leve uden mine historier og identifikationer. Jeg mærker frygten for, at en ‘vigtig’ historie slipper mig og i dag ved jeg, at det er okay, at frygten kommer. Den må godt være der og min længsel er, at bevæge mig gennem undersøgelsen alligevel.

De ‘store’ historier i vores liv kræver mere end en enkelt undersøgelse, fordi de har fået indflydelse på vores liv på mange forskellige måder. Vi må undersøge dem bid for bid, sætning for sætning. Og hver undersøgelse bringer større frihed, større indre fred.

“Min far var alkoholiker”

1) Er det sandt, at min far var alkoholiker?

Jeg lukker øjnene og venter på et svar. Jeg lytter ikke til den første automatiske stemme, som siger: “Ja, selvfølgelig var han det. Det ved vi jo. Han drak jo hele sit liv.” “Se den pris han betalte,” osv.

Når jeg gør det, kommer tvivlen. Min far var alkoholiker. Er det sandt? Han drak meget ja. Jeg ved ikke, om han altid drak, når jeg ikke var der. Jeg ved ikke, om han var afhængig eller om han bare valgte at leve på den måde.

Så jeg ved ikke med sikkerhed, om min far var alkoholiker, når jeg mærker efter indeni.

2) Kan jeg virkelig vide, at det er sandt, at min far var alkoholiker?

Det kan jeg så ikke nej.

3)Hvordan reagerer jeg, når jeg tænker tanken, min far var alkoholiker?

Jeg bliver ked af det. Føler mig som et offer. Føler mig begrænset. Der følger en række ubehagelige billeder med. Billeder af min far som fuld. Ubehagelige ting som skete, når han var fuld osv. Tanken: “min far var alkoholiker,” laver også et meget begrænset billed af ham. Med den tanke, så husker jeg ham som fuld eller med en øl foran sig eller med tømmermænd. Det er som om, jeg ikke kan se resten af ham. Han bliver et meget ‘lille’ menneske med den tanke. Som om han ikke var andet. Jeg mærker afstand mellem ham og mig.

Min verden bliver mindre med den tanke. Jeg er ikke helt nærværende, fordi jeg er i min historie og bruger energi på at holde den fast. Det føles sørgeligt, når jeg har tanken. Jeg ser også min mor og mine søskende som ofre. Som nogle det er synd for. Jeg ser ikke deres styrke, men som nogle der har haft et hårdt liv.

Så tanken fører en masse andre tanker med sig, som jeg kan undersøge. Bl.a. “Min mor og mine søskende har haft et hårdt liv. “De er ofre.” “Min far var altid fuld.” Osv.

4) Hvem eller hvad ville jeg være uden tanken, min far var alkoholiker?

Med det samme mærker jeg en dyb dyb kærlighed til ham. Jeg tager ham ind. Jeg smelter sammen med ham. Jeg får lyst til at holde om ham. Lægge hans hoved ved min skulder og give ham min kærlighed. Uden tanken respekterer jeg ham mere som et helt menneske. Med tanken ser jeg ned på ham og bliver uægte over for ham. Uden tanken lytter jeg til ham, ser ham og er i øjenhøjde med ham.

Når jeg ser tilbage på oplevelser sammen med ham og kigger på, hvem jeg ville være uden tanken om, at han var alkoholiker, ser jeg, at jeg bevarer roen indeni uanset, hvad han gør. At jeg bevarer min sunde fornuft. Jeg bliver ved med at elske ham. Måske ville jeg ind imellem vælge at forlade rummet, han var i, men med kærlighed i hjertet. Jeg ville ikke være vred, såret, skuffet eller andet. Det føles primært som om, jeg ville blive og elske ham.

Jeg får fornemmelsen af at møde den del af min far, som ikke var beruset. Ligesom jeg kan møde mig selv bag min historie, er det som om, jeg uden tanken møder min far bag hans fuldskab.

Uden tanken mærker jeg fred indeni. Jeg bliver større. Min verden åbner sig. Hvis jeg i dag levede mit liv helt uden den tanke, at min far var alkoholiker, så ville jeg bedre kunne tage livet ind. Jeg bliver mere rummelig. Jeg bliver nærværende. Jeg oplever, at jeg bliver et med livet. Tanken/historien adskiller mig fra livet. Uden tanken er der ingen adskillelse. Jeg er fri til at leve ud fra dette nu. Jeg bliver mere mig. Den eller det jeg virkelig er.

Uden tanken får jeg lyst til at give opmærksomhed og omsorg, i stedet for at søge den.

5) Vend tanken om: “Min far var alkoholiker”

“Min far var ikke alkoholiker.”

Kunne det være lige så sandt eller mere sandt? Kan jeg give nogle eksempler på det?

Det kunne være lige så sandt.

1) Jeg ved jo kun, hvor meget han drak, når jeg var sammen med ham. Alt andet er noget, jeg bare har valgt at tro på eller har hørt fra andre.

2) Måske valgte han at drikke, fordi det gjorde ondt indeni eller bare fordi, han elskede det. Måske var det ikke en fysisk afhængighed.

3) Mit tredie eksempel er, at jeg bare kan mærke indeni, at jeg ikke ved det med sikkerhed.

Når jeg laver sådan en undersøgelse her, så bliver jeg helt i tvivl om, hvad en alkoholiker er. Det er det, som sker, når jeg ofte undersøger min overbevisninger. Flere og flere historier falder fra hinanden. Det er som om, der ikke er noget, som er sikkert og den usikkerhed viser sig at være frihed. Så er alt muligt. Jeg kommer i kontakt med den ægte tryghed, som er bag historierne. Det som føles trygt er, at jeg kommer i kontakt med det, som jeg virkelig er. Jeg er nemlig ikke mine historier. Det er i hvert fald min erfaring.

Måske er det sådan, at vores behov for etiketter, for kontrol, har gjort, at vi har valgt at kalde én, som drikker meget for en alkoholiker. Så har vi en kasse til den slags mennesker.

Kan jeg vende tanken om på en anden måde?

“Jeg var alkoholiker.”

Kunne det være lige så sandt eller mere sandt?

Absolut lige så sandt. Jeg har været ædru i 16 år nu efter 14 år med masser af alkohol, værtshusbesøg og drukture som var ude af kontrol og som kunne vare i flere dage. Jeg ‘elskede’ alkohol fra min første brandert og drak mig igen og igen til blackouts.

Jeg forsøgte i 10 år med jævne mellemrum at stoppe eller styre det, men kunne ikke.

Så det er i hvert fald lige så sandt og det er den del, som er vigtig for mig. Det er den del, jeg kan gøre noget ved og har gjort noget ved.

Så hvilken historie har du holdt fast i i mange år, som er klar til at blive undersøgt?

Lav undersøgelsen for dig selv, eller del den med os andre her.

Husk altid at skrive svarene ned, når du laver The Work med dig selv. Ellers er der stor chance for, at tankerne løber afsted med dig, så du mister fokus. At skrive det ned, støtter til at holde fokus – også når noget ‘kommer for tæt på’.

Hav en rigtig god lørdag.

Kærlige tanker

Birgitte.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.